25 dommere kom i fart igen til den årlige kredsdommer løbetest anno 2021

Bjarke, Henrik og Hannibal, som altid, trimmede og klar til årets kredsdommertest i Gedved Hallen.

På trods af flere “konfirmationsafbud” var der 25 kredsdommere, der kom igennem sensommerens løbetest på Gedved Hallens gulv lørdag den 28. august.
2. afdeling foregik i cafeteriet, hvor dommerudvalget informerede om den kommende sæson.

Af Bjarne Hay

Stemningen var rigtig god, da dommerne ankom lige før kl. 10.00. Der blev hilst på dommerkollegerne og efter en lynomklædning og en let gang opvarmning, blev løbebåndet aktiveret og “godstoget” satte i gang i en bred linje.

Testen kom ikke ligefrem bag på de løbende håndbolddommere, og det gik rigtig fint. Dermed ikke sagt at den er lige populær ved alle, men “ned gled den”, hjulpet godt på vej af mere eller mindre seriøse tilråb fra de dommere, der ventede på deres tur.

 Efter veloverstået test steg stemningen i omklædningsrummene, da de gamle historier blev pudset af og “trukket af stalden”. Det var tid at indtage forfriskninger og hygge sig uden coronarestriktioner.

Efter badet gik folk den korte afstand til cafeteriet og informationer fra JHF kreds 6s dommerudvalg ved dommerudvalgsformand Mike Thygesen. Han startede med at rose de løbende dommere for deres vellykkede test. Mike gjorde opmærksom på, at den teoretiske test skal løses inden den 15. september. 

Alle dommere i kredsen skal selvfølgelig deltage i opstartsmøderne, der er blevet afholdt et i HKØ og de to sidste er 30.08 kl. 19:00 i Viadukthallen i Filskov og 31.08 kl. 19:00 i Medborgerhuset i Silkeborg. Dommerudvalget har styr på 90% af dommerne, møder man den sidste del af dem: tag dem med!

Mike orienterede også om kredsenes sammenlægning til 4 regioner i Danmark, det er ikke så meget der er kommet frem endnu, men det vil sandsynligvis slå igennem fra næste sæson.

Der blev orienteret om de nye modulkurser der er under udvikling, således at der er kommet styr på modul 1 og modul 2 kurserne samt 2- dommerkurset. Der er ligeledes blevet arbejdet med at løfte udviklerne i kursussammenhæng.

Det har været svært at få uddannet nye dommere under coronaen, det sker så forhåbentligt nu med et regelkursus lørdag den 25. september i Voel, de nyuddannede dommere vil weekenden efter få tildelt kampe ved stævner.

Mike opfordrede dommerne til at stå sammen omkring dommergerningen, så de mange kampe i kredsen kan blive dømt. Der er flere dommere, der grundet alder har måttet indstille dommerkarrieren, og det skaber huller.
Der er her plads til at vi “rykker sammen i bussen” og tager en ekstra tørn, hvor behovet opstår.

Mike takkede for fremmødet og sluttede af med at ønske alle en god sæson ude i hallerne med håbet om at undgå flere nedlukninger.

Nogle blev og snakkede lidt, mens andre hastede hjem for at nyde den del af lørdag, der stadig var tilbage.