Rekordernes håndbolddommer takkede af i 2- dommersystemet

Af Bjarne Hay, webmaster i Håndbolddommerklubben Østjylland og dommer i Region Midt.

Onsdag den 21. februar 2024 blev der markeret en enestående rekord, da Leif Andersen takkede af i 2 dommersystemet efter næsten 60 år, en enestående Danmarks- rekord!
Han har ikke kun været et kendt ansigt i de lokale haller, det blev også til rigtig mange år som divisionsdommer, herunder 8 år i landets bedste række, der dengang hed 1. division.

Tak for kampen Leif, din bedste kamp til dato!

Håndbolddommerklubben Østjylland og Dommerudvalget i Region Midt havde lagt rammerne for fejringen i Brædstrup Hallen til serie 2 opgøret mellem Brædstrup og Østbirk.

Der var opbakning fra 25 dommerkollegaer, og humøret var højt. Det manglede bare!

Leifs mangeårige makker Per Jørgensen var den anden dommer, og det hele var i trygge rammer hos den tidligere OL dommer og ligaudvikler Kjeld Løvqvist, der for første gang i sin lange karriere skulle lave en afvikling. Ole Futtrup var arrangementschef og styrede slagets gang for HKØ.

Der blev serveret pølser med passende drikkevarer til før kampen, snakken gik godt, og de to dommere kom vist lidt sent i omklædningsrummet.

Før kampen stillede de to hold op på banens midte, og der var taler og gaver til den afgående 2- dommer ved Brædstrup Håndboldklub og Ole Futtrup.

De to hold og dommerne lagde fra land og det blev bemærket, at der blandt tilskuerne var flest der holdt med dommerne. Der røg et par kommentarer af sted til de to på banen, men det var udelukkende venligt ment. 

Vi kunne konstatere, at der under kampen var en god stemning i alle tre lejre.
Efter kampen var der samling i mødelokalet, hvor den åbne “udvikling/ afvikling” skulle foregå.

Kjeld Løvqvist roste dommerne og sagde, at de havde dømt en god kamp, men der blev selvfølgelig prikket til de to sorte, der i dagens anledning var i orange.

Udvikleren havde bemærket, at Leif meget bevidst dirigerede rundt med makkeren Per Jørgensen for på den måde at undgå at løbe så meget selv.

Kjeld fik under udviklingen også mulighed for at stikke af ad nostalgiens lange vej, da han fortalte, at det var Leif, der var med til at rykke ham i 3. division. Leif tog hurtigt over og publikum blandede sig flittigt.

Leif bidrog også selv med et par anekdoter fra det store bagkatalog fra den lange dommerkarriere,

Han har ikke tal på alle sine mange håndboldkampe, men han fik dommerkort for 61  år siden, da han som ung lærerstuderende i Århus blev undervist af landsholdsspilleren Bent Jørgensen fra Skovbakken. Han inspirerede Leif til at tage dommerkort, selvom Leif ikke kunne se, hvad han skulle bruge det til. 

Han debuterede dog i en skoleturnering, og det gav “blod på tanden”, og inden længe blev Leif opfordret til at prøve kræfter med noget nystartet: 2- dommersystemet, og han har været der siden. 

Som en sidebemærkning skal det nævnes, at han også var med til at stifte Horsens Håndbolddommerklub for 57 år siden. Den blev senere lagt sammen med Skanderborg/ Ry Håndbolddommerklub, i dag Håndbolddommerklubben Østjylland.

Leif Andersen har rundet de 82 år, men er fortsat en god dommer, både inden for håndbold og fodbold, og  han fortsætter selvfølgelig som enedommer i de lokale haller til glæde for spillets parter.

Aftenen gik på held og Leif havde heldigvis  fået assistance af sin kone Karin, der måtte hjælpe med at slæbe de mange gaver fra Brædstrup HK og HKØ ud i bilen på vej mod Klovborg.

Tak til de mange fremmødte dommere, der skabte rammerne for en dommerkollega, der på og udenfor banen har ydet noget ekstraordinært. 

På gensyn til generalforsamlingen i Håndbolddommerklubben Østjylland til april.