Tekst og fotos: Bjarne Hay, webmaster Håndbolddommerklubben Østjylland
Lørdag den 13. maj 2023 var dagen hvor den længe ventede bustur til tysk håndbold fandt sted. Håndbolddommerklubben Østjylland havde fået 70 billetter til kampen mellem Handball Sportverein Hamburg og TSV Lemgo- Lippe
Det blev til en fantastisk tur denne solskinsfyldte forårsdag.

HKØs dommere var selvfølgelig indbudt og mødte op, derudover var der mulighed for at samle vores
trofaste sponsorer og dommere udefra, samt venner af huset.
Der var opsamling forskellige steder og turen gik i højt humør sydpå. I bussen var der et pænt informationsniveau, først med alle de ting vi ikke måtte i bussen, men hurtigt med fremadrettet info om alt det der ville vente os til dette heldagsarrangement.
Den tidligere tyske Bundesligadommer Uwe Battefeld, der bor i Ejstrupholm har stået for kontakten til de tysk arrangører, og han deltog også i turen. Han kunne bidrage med et par historier fra “de gode gamle dage” i Bundesligaen.
Meget passende havde man indkaldt en ekspert i tyske kulturelle forhold herunder den tyske bundesliga med vægt på dagens to hold: Hamburg og Lemgo.
Mike Thygesen udrullede de to holds aktuelle tilstand, og det tyske dommersystem med vægt på dagens dommere, blev også vendt. Det var sikker opvisningsstil fra Mikes side, selvom han placerede Lemgos danske spiller Emil Lærke som målmand. Det blev dog hurtigt tilgivet, og den gode stemning fortsatte.
HKØ bød på forfriskninger på hele turen, og der var en tydelig tilfredshed med det høje serviceniveau.
Vores vinsponsor AN Agentur v. Allan Nielsen sørgede for, at deltagerne fik smagsprøver fra det store vinlager på Østerhåbsvej i Horsens.
Derudover gik Riis Tømrer og Snedkerforretning v. Per Jørgensen på banen med et par fornuftige sponsorgaver, der bekom folk vel.
Vi ankom i god tid, så vi hyggede os i solen foran hallen, der blev købt forfriskninger og de gamle historier blev “trukket af stalden” igen.

Man må sige, at de tyske arrangører har styr på en sådan kamp. Det hele spillede i maks lige fra ankomst, afgang og selve afviklingen af kampen. De tyske hotdogs er ikke de bedste, men nødvendige som opladning til kampen.
Vi så frem til, at se de danske spillere på de to hold, først og fremmest bundesliga topscoreren fra Hamburg Kasper U. Mortensen, der har scoret 203 (nu 207) mål i denne sæson.
Før kampen var vi nogle stykker der gik ned for at snakke med Kasper U. Han var flink og virkede fokuseret. Han ramte dog ikke dagen, og scorede kun tre gange på straffekast og et ordinært mål før han forsvandt ud af kampen. De to tidligere GOG spillere Frederik Bo Andersen (Hamburg) og Emil Lærke (Lemgo) scorede henholdsvis 3 og 2 gange, mens den mere ukendte dansker Andreas Magaard tegnede sig for 2 scoringer for Hamburg. Det var dog en lidt skuffende håndboldkamp og ikke danskernes dag.
Jakob Lassen, der tidligere har spillet for BSH var desværre skadet, Lassen havde op til dagens kamp scoret 112 mål og er den næstmest scorende spiller for Hamburg i denne sæson.
Lemgo domminerede kampen og vandt fortjent med 28- 32. Det var tydeligt, at hjemmeholdet savnede den tidligere tyske landsholdsmålmand Johannes Bitter, der var skadet.
Stemningen var rigtig god med 3150 tilskuere i Sporthalle Hamburg.
Dommerne leverede en solid præstation, og vi var nogle der snakkede om den ro, der var omkring deres arbejde hele kampen igennem. Ikke noget med at råbe op hele tiden og kræve en forklaring på alt. Den adfærd kan man ønske overført til den danske liga.
Det var helt tydeligt, at det giver en god afvikling med fokus på håndboldspillet.
Kl. 19.30 vendte vi snuden mod nord, og der var aflæsning af trætte deltagere i Rødekro, Kolding, Hedensted og parkeringspladsen ved Føtex i Horsens.
Tak for en fantastisk opbakning fra dem der deltog i arrangementet. Vi går mod lysere tider, men også med nye tider når den nye region ser dagens lys i forbindelse med den nye sæson.
Lad os håbe på, at vi kan bevare de gode netværk, så der venter nye sociale oplevelser i vores sjove håndbolddommer verden.