Af Caroline Schandorf Andersen, Håndbolddommerklubben Østjylland og Kreds 6:
Datoen har slået fredag d. 13. april – endnu en weekend, endnu et stævne. Denne gang var det Humlebi Cup, som stod for døren. Vi blev indlogeret på Dalgasskolen i Brande i et lokale, hvor pladsen var lidt for træng og lamperne hang lidt for lavt. Dommermæssigt var stævnet velbesøgt af både nye og knap så nye unge dommere. Der var flere nye ansigter og det er jo bare fedt!
5 stolte Kreds 6 dommere ekviperet i nyt sponsordommertøj fra Kempa. Fra venstre: Martin Berker (SHK), Magnus Rasmussen (SHK), Camilla Piekarski (SHK), Caroline Schandorf (HKØ) og Thomas Troelsen (HKØ)
Aftenen gik med en Kahoot (Quiz), hvor vi fik testet de unge dommere i de lidt mere “spøjse” situationer, som kan ske inde for de 20×40 meter. Her blev det tydeligt at det var “ulykkernes” dag, haha. Der blev skabt en god diskussion, hvor de små hoveder blev fyldt med klogskabens ord. Efter al den nye viden, var det tid til at slappe af på de ny oppustede madrasser, men det kan jo også blive for kedeligt. Nogen var i drillehjørnet. Jokes, puder og fine kommentarer fløj flittigt gennem rummet – og lad os bare sige at girlpower er undervurderet!
Lørdag blev vi spredt rundt i de forskellige haller. Fem af os skulle til Rask-Mølle hallerne, hvor udvikler Ole Futtrup ventede os. Dagen stod på med nye udfordringer til os alle. For selvom kampene er på lavt niveau, kan vi altid lære noget nyt. Camilla og jeg fik lært den unge dommer Thomas Troelsen op i 2-dommersystemet. Han udviste gå-på-mod og tog det hele i strakt arm. Derudover dømte vi kampe med hinanden, på tværs af makkerpar og køn – Det er jo altid rart med nyt kød, eller… Et photoshoot i det nye flotte dommertøj skulle der jo også til. Vi poserede flot og nydeligt, mens Ole Futtrup agerede fotograf – en ting han også mestrer. Om aften var der fællesspisning, og efterfølgende blev der lavet en masse buler i bowlingbanen og væltet en masse kegler.
Søndag stod på finaler. Thomas fik på baggrund af sin præstation lørdag, æren af begge U10 finaler med henholdsvis Camilla i pige-finalen og jeg, Caroline i drenge-finalen. Der var høj tænding og pres i kampene, men hovedet blev holdt kold – flot siger jeg bare! Magnus og Martin stod for U12 drenge- og U14 pigefinalerne, hvor vi fik set den kære Magnus Rasmussen tage en flot spurt tværs over banen. Formålet: tjaa det kan diskuteres, haha. Selv stod Camilla og jeg for U12 pige- og U14 drengefinalerne. Vi fik vist hvordan det skulle gøres (eller ikke skulle gøres 😛 ) i en meget hårdt spillet U14 drenge finale, hvor der var knald på fra starten. Der blev efterfølgende lavet en åben udvikling, hvor de nye dommere også lyttede øre.
Udfordringer, socialt samvær og en masse kampe, er bare få ting der hører et stævne til. Der skal lyde en stor tak til de andre deltagende dommere, udviklere samt andre, som har været inde over dette stævne. Det er altid en fornøjelse!