Rødspætte Cup Frederikshavn, Påsken 2018

Af Martin Ritto, HKØ og Kreds 6

Klokken er 14.37, det er skærtorsdag og vejret er trist. Det er humøret til gengæld ikke for på Clemens i Nim, er Kasper Commerou Pedersen og Christian Nicolajsen netop ankommet. Begge de unge herrer sidder klar i bilen til turen mod Frederikshavn, og venter blot på at undertegnede får pakket de sidste ting. Årsagen er selvfølgelig den årlige påsketur til Rødspætte Cup som håndbolddommer. En begivenhed som alle der har været med ved, er noget man ser frem til, med stor fornøjelse.
Vi er en smule presset på tid. En tur på 223 Km, i sådant et selskab, kræver sine ”pit stop” på vejen. Og vi skulle jo nødig komme for sent, da vi er inviteret til fødselsdagsmiddag af Kristian Kolstrup Møller kl.17.30 på Frida – et hyggeligt sted, med en fremragende grillbuffet. Vi nåede det til tiden og alle var glade, indtil vi fandt ud af, at vi selv skulle betale regningen – der havde vi nok for høje forventninger til den gode Møller. Ellers en fremragende tradition, som efterhånden er gentaget mange år i træk. I år var vi over 20 der mødtes til spisning.

Vi bliver, som altid, indlogeret på Ungdomsborgen, et fremragende sted. Her er der flere rum, hvor vi pumper vores luftmadrasser op (nogen flere gange end andre). Der er et fint køkken, vi kan lave mad i, det er jo vigtigt med sund kost, når man skal dømme så mange kampe, som vi gør. Men vigtigst af det hele, er det et hyggerum, med sofaer og borde, hvor vi kan evaluere om aftenen. Nogen gange til lidt sent på aftenen….

30698777_10154754754429649_5009817675606523904_n
Christian Nicolajsen, Kasper Commerou og Jakob Hansen slapper af efter 8 hårde kampe på samme dag

I år var vi hele 14 kreds 6 dommere, som dømte til Rødspætte Cup, der overnattede på borgen. Men vi havde også DU formand Henrik Mouritsen, og udvikler Ole Futtrup med, fra fredag til søndag. De brugte det meste af deres påske på, at udvikle 4 af de par, som kredsen havde sendt afsted – stort cadeau til dem. Det rygtedes hurtigt, at der var blevet delt mange roser ud til de par, de havde set på. Og det blev vist også til en enkelt lille skideballe. For som ligadommer, Jakob Hansen, sidste år udtalte til verdenspressen: “så går vi jo ind til alle kampe, med samme indstilling, som var det en ligakamp”. Ca halvdelen af dommerne fra kreds 6, var fra HKØ. Og flot repræsenteret, lige fra ligadommer til serie 3 dommer. Det er sku stærkt! 

For første gang, i den tid jeg har været med, og faktisk i al den tid jeg har været dommer, var alle kreds 6 dommere ens i påklædningen. Det var fedt! Vi har været så heldige i kreds 6, at et par meget kyndige folk, har gjort et fremragende stykke arbejde, og skaffet sponsorer til, at samtlige dommere i kredsen ser ens ud. I hvert fald i påklædningen… Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der har været skeptiske miner angående det nye tøj. Forfængeligheden lever bestemt også i dommerverdenen. Men al skepsis og tvivl blev gjort til skamme – tøjet er mere end godkendt. Det ser godt ud, det er behageligt og praktisk at dømme i, og alle er ens – det giver samhørighed.

Så en stor tak herfra og “thumps up” – det er så godt arbejde! 

Vores primære opgave er selvfølgelig at få dømt en masse kampe og afviklet Rødspætte Cup på bedst mulige måde. Og vi får bestemt også dømt mange kampe. Stort set alle dommere dømte mindst 8 kampe om dagen, nogen endda flere, af 2×15 minutter. Det er hårdere end man tror, ikke blot for kroppen, men bestemt også for hovedet. Jeg var igen i år så heldig, at jeg dømte i “trekløver” med Jakob Hansen og Kristian Kolstrup Møller. Det er ikke første år det er sket, og formentligt heller ikke sidste. For mit eget vedkommende er det selvfølgelig meget lærerigt at dømme med to dommere fra Elitedommergruppen. Og selv om at alle kampe ikke er på lige højt niveau, så er der ingen tvivl om, at jeg får noget med hjem derfra. Og ikke blot ondt i højre øre…

Efter 8-10-12 timer i hallen, alt efter hvordan ens kampprogram har set ud, så trænger man til, at komme hjem og hvile hovedet og kroppen. Når man har gået så lang tid, og hørt på horn, bjælder, fløjter, til tider mindre kloge trænere eller tilskuere – så er man altså bombet bagefter. Så er der simpelthen ikke noget bedre end, at komme tilbage på “Borgen” og hygge med ens dommerkollegaer. Det foregår selvfølgelig ved en meget grundig evaluering af dagen, over en enkelt øl eller sodavand, til et stykke roligt musik. Det er bare ”oki- doki”! Vi går ofte tidligt i seng, da de fleste skal dømme kl. 8, samme dag som de går i seng…

De fleste dommere tager hjem om søndagen. Men igen i år var min makker Jakob og jeg så heldige, at få finalekampe om mandagen. Kristian Møller fik selvfølgelig også kampe mandag, men der dømte han med sin normale makker, Kim Borup. Kreds 6 havde også et andet par, som fik en finale – Kasper Commerou og Christian Nicolajsen. De fik U12 Pige finalen. En meget velspillet finale mellem lokalrivalerne Frederikshavn og Strandby Elling. Pigerne lagde an med en utrolig god omgang håndbold, og dommerne fulgte selvfølgelig op. Fed stemning med både indløb, musik og speaker. Og ikke mindst et godt publikum. Jakob og jeg tog os af U14 drenge finalen, ligesom sidste år. Det var bestemt en finale værdigt. Holdene gav hinanden kamp til stregen og havde et rigtig fint niveau. Vi håber selvfølgelig, at dommerne kunne være med også….

Til sidst er der blot én ting at sige herfra, og det er tak til alle dem som var med. Det var som altid en kæmpe fornøjelse, vi ses igen om et år.

no images were found