School World Championship 2018 in Doha, Qata

Følgende beretning tager udgangspunkt i vores utallige og fantastiske oplevelser, som vi fik til verdensmesterskaberne I skolehåndbold I Doha i  Qatar. Der var afrejse 20.02 og hjemkomst 01.03.

Af Kalle Thygesen

Dag 1 – rejsedagen:

Tirsdag den 20. februar 2018 kl. 10.00… ventetiden, forberedelserne og alt det hårde arbejde var ovre. To unge håndbolddommere var nu på vej ud til deres hidtil største opgave, nemlig at deltage ved VM i skolehåndbold i Qatar. Det hele startede med at min udmærkede makker, Jacob, og hans søster Louise hentede mig på adressen i Horsens, hvorefter vi kørte ned til Horsens Banegård, hvor vi skulle med toget fra Horsens til Hamborg. Traditionen tro kunne vi ikke krydse den første 7-eleven, uden at Pagh skulle sikre vores energidepoter, hvilket resulterede i 2 store kopper kaffe til togturen. Ved ankomsten til Hamborg fik vi hurtigt tjekket vores bagage ind, og fandt os ret hurtigt til rette i lufthavnen med lidt at spise. Fra Hamborg skulle vi flyve til London, en lille smut-tur på ca. 1,5 time, inden vi fra London skulle flyve til hovedstaden i Qatar, nemlig Doha. Vi var endelig afsted, på vej ud på vores for alvor første internationale eventyr med verdens fedeste hobby, nemlig håndbolddommergerningen.

opload_ 1
Opstilling og billeder skal der til ved store og internationale begivenheder

Dag 2 – ankomsten:

Vi landede tidligt morgen i Doha International Airport, hvor vi blev hentet af vores chauffør, som kørte os til Mariott Hotel, som lå 15 minutters kørsel fra lufthavnen. Ved ankomsten til hotellet fik vi tjekket ind, og blev tildelt vores rigtig fine hotelværelse, fik hilst på de 2 delegerede Monica fra Sverige og Morten fra Norge. De havde ansvaret for alle dommerne til turneringen, herunder opgaver som at påsætte dommere til kampene, skabe nogle klare retningslinjer for os dommere og egentlig bare sørge for, at vi kunne koncentrere os om det allervigtigste, nemlig at dømme nogle håndboldkampe. Det var også her, at vi fik besked om, at den første officielle samling alle dommerne i mellem ville være kl. 20.00 efter aftensmaden samme aften. Det havde været en rigtig lang rejse, så nu trængte vi til et kort visit i fitnesscenteret, hvorefter vi skulle have en middagslur.
Det første møde skulle til at begynde for de 19 dommerpar fra 17 forskellige lande, samt en række delegerede fra tilsvarende forskellige nationer. Lande som Tyskland, Brasilien, Marokko, Grækenland, Norge, Rumænien og mange andre var repræsenteret. På selvsagt samme møde blev vi nomineret til vores første kamp, kampen i mændenes grupperunde mellem Kroatien og Serbien dagen efter.


Dag 3 – første kampdag:

Når man er afsted til en slutrunde, bliver dagene meget intense og meget ensartede, på en rigtig fed måde. Man starter de fleste dage med et kort morgenmøde, hvor dagens fokuspunkter lige bliver skitseret, hvorefter man kører i hold på 3-5 dommerpar ud til de respektive haller, hvor man så ser de andre dommerpar dømme. Man har på morgenmødet fået nogle fokusområder, som man skal kigge på ved de andre dommerpar – dette kunne eksempelvis være progressiv bestrafning eller kropssprog. Efter kampene evaluerer man sine observationer med dommerparret, inden de har den officielle evaluering med den pågældende observatør. Vores første kamp gik lige, som vi kunne have ønsket, og vores præstation var rigtig god, vi havde meldt vores ankomst og gjort et rigtig godt indtryk på den delegerede.

Dag 4 – blandede følelser:

På aftenmødet i går skulle vi som det eneste par i turneringen…. sidde over. Vi var ikke nomineret til nogen kamp på dag 4. Så begyndte spekulationerne for alvor at gøre sit indtog. Havde vi ikke performet godt nok? Kunne det virkelig passe, at vi var blandt dem, som havde klaret sig mindre godt på første kampdag. Jacob og jeg aftalte, at det eneste rigtige vi kunne gøre, var at fokusere på vores egen indsats og så måtte resultaterne jo komme herefter. Vi besluttede os til, at se mange af vores kompetente kollegaer i aktion som overhovedet muligt.  Da vi kom tilbage fra hallen, nappede vi en løbetur.

På aftenmødet blev vi igen nomineret til en kamp, denne gang mellem Ungarn og Serbien i damernes turnering. YES! Vi skulle endelig i aktion igen, det føltes som evigheder at sidde over en hel dag, og vi var klar til at sparke … i morgendagens kamp.

Dag 5 – tilbage i aktion og en tur i ørkenen:

Alle kampene startede i dag ret tidligt da alle dommere, spillere, trænere, delegerede mfl. var inviteret til en såkaldt ”Wintercamp” for at opleve noget af Qatar’s kultur. Denne ”Wintercamp” var et stort område, som lå lige midt i ørkenen, hvor der fra små boder blev serveret delikatesser fra samtlige nationer. Der var installeret en basketballbane, en fodboldbane, mulighed for at ride på kameler, prøve buggy-carts og meget mere. Vi var afsted til dette arrangemenet, der varede hele eftermiddagen og aftenen. Vi spiste i ”Wintercampens” VIP-område, hvor der blev serveret en masse lokal mad, hvilket passede den madglade Jacob Pagh aldeles glimrende. Til dette arrangement fik vi snakket med en masse gode kollegaer, spillere og trænere fra de danske deltagende hold: FCM og Sine Sportscollege.

Da vi kom tilbage på hotellet blev der afholdt et kort aftenmøde, hvor vi blev nomineret til en kamp mellem Israel og Rumænien på den næste kampdag.

Dag 6 – en dag på kontoret og et smut forbi Doha Skyline:

Vi var som sagt nomineret til at dømme Israel mod Rumænien. En kamp som Israel vinder med 15-20 mål, jeg kan faktisk ikke huske det. Men det var en af de dage, som vi alle sammen kender til, nemlig en dag på kontoret, hvor vores allerfornemste opgave blev at dømme mål i begge ender. Vi fik afviklet kampen til alles store tilfredshed, hvilket jo er en kunst i sig selv.

Om aftenen kørte vi en tur med vores dommerkollega fra Qatar, Kahleed, som gav os en guidet tur rundt i Doha. Det var et privilegie af en anden verden, at vores ”tourguide” var født og opvokset i Doha, så han kendte til samtlige afkroge i byen på både godt og ondt. Folkene fra Qatar er meget gæstfrie og har et ekstremt højt serviceniveau, hvilket vi også mærkede, da Kahleed lod os smage på lokale delikatesser, herunder carag, som er en slags kanel the, og deres bud på en Döner-kebab. Vel og mærket uden beregning. Thank you my friend!

Opload_2
To danske dommere i sort og klar til at dømme en VM finale: 
Jacob og Kalle

Dag 7 –  to vidt forskellige måder at spille håndbold på:

I dag var vi nomineret til mændenes kvartfinale mellem Tyskland og Brasilien. To håndboldnationer, hvis indgangsvinkel til sporten er vidt forskellige. Sydamerika vs. Europa. Dette kunne sagtens mærkes på banen. Et brasiliansk hold som spillede et meget offensivt forsvar samtidig med, at de spillede meget fysisk hårdt håndbold. Dette blev vores indtil videre absolut sværeste kamp med mange udvisninger og en del uro generelt. Vi løste opgaven til vores norske delegerede, Per Mortens store tilfredshed, og han var glad for at have set os stå for presset i en ligeledes svær kamp – så det var jo et fantastisk skulderklap.

Eftermiddagen og aftenen gik med aftensmad, en tur i fitnesscenteret og realiseringen af vores første målsætning – nemlig at blive nomineret til en semifinale.

Dag 8 – en kæmpe forløsning:

I dagens anledning var vi nomineret til at dømme mændenes semifinale mellem Tyskland og Polen. Det blev aldrig nogen specielt køn affære, en kamp hvor Tyskland ender med at vinde overbevisende, og vi er hele kampen igennem i fuld kontrol og bliver aldrig rigtig presset.

Efter dagens semifinaler mm., var alle dommere og delegerede inviteret med til gallamiddag med hele ISF, som er det internationale skoleforbund, hvor vores danske ven Tom Christensen er repræsenteret. En fantastisk middag, med rigtig mange gode indtryk, heriblandt hyldest til de mange frivillige deltagende fra de forskellige nationer – som fik overrakt gaver og store samt velfortjente klapsalver.

Vi vidste jo alle sammen godt at turneringens ”final meeting” var lige på trapperne, hvilket også tydeligt kunne mærkes i lokalet, da døren blev skubbet i af chefen for dommerne, Per Morten…

På den sidste spilledag skulle der spilles 15-17 kampe, alle hold skulle i aktion, og de forskellige hold skulle indplaceres. Derfor skulle stort set samtlige dommere også i aktion. Nomineringen foregår på den måde, at de lavest rangerende kampe bliver påsat først og så kravler man ellers op ad rangstigen. Så i denne situation sidder størstedelen af alle dommerne og beder til, at det ikke er deres land som bliver læst op næste gang. De første par kampe bliver nomineret, og ordet ”Denmark” er endnu ikke blevet nævnt – Jacob og jeg, som i øvrigt sidder ved siden af hinanden, har løbende øjenkontakt med hinanden, og vi begynder ligeså stille og tro på at miraklet måske kunne være på trapperne. Kampen om 3-4 pladserne var nomineret til vores tyske venner, og så gik puslespillet op….

”Et kæmpe stort tillykke til Danmark, Kalle og Jacob, I skal dømme VM finalen i kvindernes turnering i morgen”.

Så brød hele lokalet ud i store klapsalver og skulderklap fra samtlige dommere – en fantastisk fornemmelse suste igennem kroppen… Vi var nomineret til en finale ved vores første slutrunde. Men vi var samtidig også nødt til at beherske os lidt i vores jubelscener, da vi jo vidste, at der måske sad 5-6 andre dommerpar, som inden mødets start, vidste at de også var potentielle kandidater til finalekampene.

Nu var det tid til at komme i seng… Vores vigtigste kamp nogensinde var jo lige om lidt.

Dag 9 – finaledagen:

Jeg husker, da jeg slog øjnene op på finaledagen, og kiggede over på min udmærkede makker der lå i dobbeltsengen ved siden af mig, vi kunne godt mærke, at det her var noget helt specielt. Sommerfuglene sad allerede lidt ude på tøjet, og vi havde nu 4 timers tid der skulle gå, før bussen kørte os til Al Atiyah, hvor finalerne skulle spilles. Vi startede med en let omgang morgenmad, efterfulgt af et træningspas i hotellets fitnesscenter. Vi gik vi en lille tur ned forbi havet, inden vi lagde os et par timer og begyndte at intensivere vores fokus – der var nu kun 2 timer til at vi skulle afsted.

Kl. 13.50 lokal tid i Doha, indmarchen til kampen mellem Ungarn og Tyskland, dette års kvindelige VM-finale, var skudt i gang – det var en ubeskrivelig fornemmelse, pulsen buldrede derud af i ren og skær spænding. Nu var det tid til kampstart, kampen blev fløjtet i gang, og lige pludselig stod man midt i det hele, hvor man efter første kendelse, ikke skænkede det en tanke.. nemlig at man stod midt i en VM-finale. Nu var vi i vores komfort-zone, nemlig som håndbolddommere på de 40 x 20 meter. Det blev en kamp, hvor Ungarn spillede Tyskland baglæns ud af Al Atiyah, og vores præstation blev krediteret med en ”excellence performance” fra den internationale delegerede, Monica Haagen fra Sverige.

Det hele var veloverstået, og nu skulle vi i bad, inden vi skulle se en fantastisk finale i mændenes turnering, mellem Tyskland og Østrig, hvor vores gode venner fra Ungarn skulle passe fløjterne.

Den sidste aften var de fleste af dommerne samlet i hotellets udendørs bar, med udsigten til hele ”Doha Skyline” hvor det blev til et par øl, røverhistorier og refleksion over en rigtig spændende og lærerig uge i håndboldens tegn.

Et kæmpe stort tak skal lyde til:

  • ISF (International School Sports Federation) for at afvikle en fantastisk turnering.
  • Tom Christensen fra Danmark, som under hele tuneringen tog sig af os.
  • Per Morten og Monica for at knokle benhårdt i så mange dage, for at gøre vores arbejdsbetingelser fantastiske.
  • HKØ samt alle dets medlemmer for den evige opbakning til vores dommergerning.
  • For ikke at glemme alle de dygtige delegerede samt dommere som deltog i turneringen i Qatar.

 

Tak fordi I læste med…

Jacob og Kalle

 

Kommentar