Jacob og Kalle til Skole VM i Qatar

Hjemmesiden erfarer, at de to Kreds 6 dommere: Jacob Jæger Pagh og Kalle Thygesen er udtaget til VM for skolehold, der afholdes i Doha i Qatar slutningen af februar og i begyndelsen af marts. De to dommere skal afsted i perioden 21. 02- 01. 03, 2018, og de bliver således en del af den danske delegation, der tæller FC Midtjylland på pigesiden og Sine Sports College på drengesiden.

IMG_2868

Kalle Thygesen og Jacob Jæger Pagh er klar til et nyt eventyr, denne gang i Qatar

– Jeg har altid drømt om at få lov at operere som håndbolddommer i det internationale forum, og nu realiseres den drøm for alvor. Jacob og jeg havde tidligere i år fornøjelsen af, at dømme en international turnering i Tyskland, så vi har allerede stiftet bekendtskab med det internationale set up – men det her bliver noget særligt, siger Kalle.

De to dommere har høstet stor erfaring i deres første sæson i den hjemlige 1. division, og nu har de fået en tidlig julegave, der fører dem til de varmere himmelstrøg og mod masser af nye erfaringer og oplevelser. 

-Denne udtagelse er et skulderklap for vores indsats i de hjemmelige eliterækker, så vi er selvfølgelig rigtig stolte, men også bevidste omkring, at nu starter det hårde forberedelsesarbejde, slutter Kalle.

De to dommeres karriere har indtil videre kørt som smurt, og nu er belønningen en tur til oliestaten Qatar, samme land som HKØs nestor Leif Andersen besøgte som dommer i 1986. 

Hjemmesiden ønsker tillykke med udtagelsen, og håber som altid, at der med eneret følger en længere beretning med tilhørende fotos fra turen, og at der ikke kommer “sand i maskineriet”.

Hay

Kommentar