Generalforsamling nr. 50 stod i jubilæets tegn

Af Bjarne Hay, webmaster HKØ

Håndbolddommerklubben Østjyllands generalforsamling nr. 50 blev afholdt onsdag den 19. april, da 43 veloplagte dommere indtog vores hjemmebane i Gedved Hallens cafeteria. 5 nye dommere blev budt velkommen og udover den sædvanlige dagsorden og uddeling  af pokaler var der efter generalforsamlingen frankfurtere og gruppearbejde på programmet. Forude venter vores jubilæum.

DSC_3766
Forberedelserne til 50 års jubilæet er startet og her er det Lars Nielsen, Mike Thygesen og Jens Rasmussen, der har de store armbevægelser fremme.

Formand Mike Thygesen bød forsamlingen velkommen og de nye dommere, der var med for første gang blev præsenteret: Jeff Riegels er 3. divisionsdommer fra Sjælland og han bosætter sig snart i Hedensted. Mikkel Lund, der er søn af Henrik Lund måtte som de andre nye rejse sig. Vi har også fået tilgang af to nye piger: Caroline Andersen og Cecilie Madsen. Kasper Madsen var den sidste, der blev præsenteret for forsamlingen. Stor ros til de unge dommere, der udover at deltage i generalforsamlingen lovede at støtte op om jubilæumsfesten til september. Efter generalforsamlingen blev deres ”forfest” planlagt. Sådan!

Ud over de fremmødte dommere var der en særlig velkomst til Jens Rasmussen og Georg Danielsen. Jens er pensioneret journalist og tovholder på vores jubilæumsskift, mens Georg er central påsætter i Kres 6.

Leif Andersen var dirigent og har været det så længe folk kan huske. Ud over en kompetent ledelse af generalforsamlingen har Leif været med til at starte dommerklubben i 1967, en unik repræsentant for det grå guld i klubben. Dommere der måske er lidt slidte, men uundværlige og altid klar til at hjælpe dommerklubben, når der sendes bud!

Formandens beretning er sammen med de andre beretninger udsendt skriftligt til klubbens medlemmer, så det var tilføjelser, der stod på programmet: Mike indledte med at sige, at år 50 står i jubilæets tegn med et omfattende jubilæumstidsskrift lavet af et udvalg, der længe har været i arbejdstøjet: Jens Rasmussen, Benny Andersen, Leif Andersen og Lars Nielsen. Ud over arbejdet med tryksagen prøver de at finde så mange gamle medlemmer som muligt, der så vil blive indbudt til jubilæumsfesten fredag den 8. september på Bjerre Kro.

-Det er vigtigt, at alle bliver ambassadører for vores 50 års jubilæum ved selv at deltage og gøre reklame festlighederne på hjemmesiden, Facebook eller andre steder, hvor det giver mening. Det er stadigvæk en af vores primære opgaver, at dommerklubben rekrutterer unge dommere, og her må alle gøre en indsats, sagde Mike Thygesen
Formanden er glad for det grå guld, men de holder ikke evigt.

Mike Thygesen udtrykte desuden sin tilfredshed med, at man kan sidde både i dommerklubbernes bestyrelser og i dommerudvalget på en gang. Det giver et bedre samarbejde.
Sponsorarbejdet er stadig en vigtig del af dommerklubbens arbejde, og Ole Futtrup trækker her et stort læs. Mike sluttede af med at sige: ”Vi er stadig til for dig i øjenhøjde”.

Den udviklingsansvarlige Bjarke Søndergaard kunne under sin beretning meddele, at alle de nye dommere har fået dommertøj, som et synligt tegn på, at de er kommet godt igennem deres vejledningsperiode. Nu kan de stå og egne ben og så glæder det udviklersystemet.

Et andet glad budskab fra Bjarke var de oprykninger, der på kreds- og lokalplan har fundet sted: Henrik Lund og Henning Winther til 3. division, Henrik Bak og Henrik Rosenberg er rykket i Jyllandsserien, Steffen Helding Sørensen og Eric Breinholdt Larsen fra serie 2 til serie 1. Følgende er rykket fra serie 3 til serie 2: Henrik Udsen, Jeppe Fisker, Christoffer Jensen, Anders Christensen og Robert Jensen. Også fra hjemmesiden: Et stort tillykke til alle.

Regnskabet og budgettet blev fremlagt af formanden, da kassereren Torben Løvborg var ferierende i Thailand. Kontingentet er forsat 300 kr. pr. år.

Formand Mike Thygesen blev genvalgt til posten de næste to år, det samme gjorde Ole Futtrup og Kasper Commerou, mens det vedtaget, at Henrik Bak først er på valg næste år.

Suppleanterne Anders Christensen og Kalle Thygesen blev genvalgt.
Vi var nu let og smertefrit nået til punktet: Eventuelt, hvor der blev uddelt en 25 års nål med tilhørende forfriskninger til Leon Jakobsen. Han har tidligere været formand, men er pt. ude med en skade. Mike sagde, at Leon er savnet, og Mike håber at han hurtigt kommer tilbage til de 40 x 20.

Eric Breinholdt fik en af de to pokaler for sin flotte sæson med oprykning til serie 1, samtidig med at han altid er klar, når der bliver sendt bud.
Der var også en pokal til en af vores unge dommere, der er på vej frem, Christoffer Jensen.
Mike takkede for at dommerklubben altid kan benytte Gedved Hallens cafeteria og forfriskningerne til Gedved IF blev afhentet af Henning Winther og Henrik Udsen.

JHF, Kreds 6s centrale påsætter Georg Danielsen, der havde taget vejen fra Grindsted til Gedved tog ordet og sagde, at der er strukturændringer på vej i Kreds 6. Udviklingen går i retning af centralisering både i forhold til påsætning og det øvrige kontorarbejde, der pt. varetages fra Langmarksvej i Horsens.
Han kunne desuden meddele, at der er en ny sommerturnering på vej fra U10 til 3. division.
Der er spillet 9000 kampe i Kreds 6 og kredsen ligger som en af de bedste med en kampdækning på 99%.
Georg Danielsen takkede alle for deres indsats, men minsandten om, der ikke også her faldt roser af til det grå guld, der er klar til at lukke, de mange huller der opstår.
Georg Danielsen sluttede af med at sige, at et makkerpar, der gerne vil dømme meget sammen skal koordinere deres afbud.

Eric Breinholdt gjorde reklame for et 21 timers løb: ”Stafet for livet”, der er arrangeret af Kræftens Bekæmpelse. Det løber af stablen den 21. maj og der løbes fra 68 byer i landet. Eric vil gerne koordinere dommernes tilmelding til det gode arrangement. Mere herom senere på hjemmesiden.

Før generalforsamlingen var forbi tændte grillmaster Henrik Bak den store gasgrill, hvor der blev lagt store frankfurtere på. Duften fra grillen trak i folk og uroen spredte sig. Da formanden havde svært ved at få afsluttet generalforsamlingen, måtte dirigenten kalde til besindelse og afslutte generalforsamling nr. 50 på behørig vis.

Bestyrelsen havde i forbindelse med traktementet sat forsamlingen i grupper, der ud fra lister skulle prøve at finde frem til vores gamle kollegaer, der ikke har dømt i årevis. De vil også blive indbudt til jubilæumsfesten. Udover den flittige søgning på mobilen, blev der også luftet en del af de gamle historier, der tilsyneladende ikke bliver ringere med årene, og tak for det.

Til slut lidt historiske fakta: Dommerklubben havde stiftende genralforsamling den 5. september 1967, men jubilæumsfesten afholdes fredag den 8. september 2017.

Tak for det store fremmøde til jubilæums- generalforsamlingen, det tegner godt i forhold til jubilæumsfesten på Bjerre Kro, hvor det er et must, at alle møder op.

God sommer til alle.

no images were found