Af Bjarne Hay, webmaster i Håndbolddommerklubben Østjylland
Scenen var sat for de 20 tilmeldte HKØ- medlemmer, da bestyrelsen mandag den 13. januar 2025 havde valgt at indkalde til et medlemsmøde med indslag fra egne rækker.

Henning Winther afviklede et “online- teorimesterskab”, mens vores nykårede IHF- dommer Kalle Thygesen fik sin ilddåb som foredragsholder i egen hule.
Formand Henrik Bak bød forsamlingen velkommen kl. 19. sharp og startede med at konstatere et pænt fremmøde, hvorefter han gennemgik aftenenes program.
Henning Winther havde gjort forarbejdet hjemme og lavet en “Regel Kahoot” med 16 spørgsmål af
forskellig sværhedsgrad.
Folk tastede lystigt på deres telefon og efter 1 minut var der kontant afregning efter hvert spørgsmål: Rigtigt eller forkert. Løbende kunne alle følge stillingen på tavlen.
Der blev “brokket” lidt i krogene, da skærmen viste, at der findes 6 forskellige bolde i Dansk Håndbold,
men husk regelbogen kan altid findes frem, og den lyver aldrig.
Spændingen blev trukket til det sidste, og webmateren trak det længste strå, så der blev suppleret med lidt til vinkælderen.
Der blev nu serveret øl, vand og pølser med brød og dyppelse, og der blev også trukket lidt frisk luft i den kolde januar aften.
Kalle Thygesen var yderst velforberedt og gik på med foredraget: “Håndbolddommer – Verdens fedeste
hobby”.
Efter en kort præsentation af sig selv og sin makker Jacob Jæger Pagh var det tid at lægge fra land med
forskellige emner.
Der blev vist videoklip i forbindelse med de forskellige temaer, og her var Kalle meget åben omkring de fejl, han og Jacob har lavet, og som de har lært rigtig meget af. Der blev selvfølgelig også fyret op under forsamlingen i forbindelse med disse klip og salen bidrog gerne.
Kalle snakkede om at “balance kendelserne”, så tingene er ens i begge ender, i gamle dage hed det vist: “At bruge sin sunde fornuft”. Salgsarbejdet skal være i orden, når kendelserne kommunikeres ud til alle i hallen.
Dog slog han fast at “skal- udvisningerne” skal dømmes, når de kommer. Ellers er det ikke tillidsskabende.
Det er vigtigt, at den rigtige kendelse kommer, ellers mister spillets parter tilliden til dig som dommer.
Kalle kom langt omkring, og der blev fortalt mange gode historier fra hans dommerkarriere, og det var med til at binde det hele sammen.
Kalle sluttede af med at fortælle om setuppet til en ligakamp, hvor et dommerpar i ligaen kan komme
op på at bruge op til 12 timer på en enkelt kamp med forberedelse, afvikling og efterbehandling.
Kalle Thygesens blev håndbolddommer som 12 årig, da han deltog i et dommerkursus i Billund i 2006 og nåede et foreløbigt højdepunkt 18 år senere med et bestået IHF kursus i byen Skopje i Nordmakedonien i 2024.
Vi glæder os til at følge hans karriere, der i weekenden bød på herrelandskampe med hold fra verdenstoppen: Island, Sverige og Danmark.
Næste arrangement bliver vores generalforsamling i april, mere om datoen senere.