Ung håndbolddommer fra Skanderborg kom stærkt tilbage efter coronanedlukninger

Af Nicolai Bay Kjellerup og Bjarne Hay

Nicolai Bay Kjellerup er en af vores nye og talentfulde dommere i Kreds 6. Han er lige fyldt 15 år, men tog allerede dommerkort som 13-årig. Hans dommerkarriere har dog i flere omgange været ”lagt ned” på grund af corona. Nicolai holdt ved og kom tilbage på håndboldbanen og den 10. november 2021 fik han sit dommertøj, da hans mentor Dan Christiansen sendte ham videre.

En stolt Nicolai Bay Kjellerup viser sit nye dommertøj frem i Egebjerg Hallen

Nicolai er en aktiv 15-årig, der har spillet meget fodbold og været håndboldtræner, men nu er det håndbolden i Skanderborg, der fylder. Han spiller 5 gange om ugen og dømmer i weekenden.

Den unge talentfulde dommer er gået uimponeret til de opgaver han har fået.
– Jeg har altid ment, at det var sejt at dømme. Dertil vidste jeg, at der var, er mangel på dommere og tænkte på, hvor forfærdeligt det vil være, hvis der ikke er en dommer til mine egne kampe.

-Folk har en stor respekt for dommeren og taler ordentligt. Jeg har stort set kun mødt smilende mennesker og fået stor ros for mine kampe. Folk er generelt imponeret over min unge alder, siger Nicolai.

Han har gennem hele forløbet været støttet af en af kredsens rutinerede mentorer Dan Christiansen. Han har fulgt Nicolais store udvikling og er begejstret.
– Nicolai har hele vejen været et utroligt talent som har været meget lærenem og villig til forbedringer. Han har altid indført de forandringer og fornyelser, vi har talt om, siger Dan Christiansen

Dan har været med mange år som dommer og udvikler, men han tøver ikke med at give Nicolai følgende ord med på vejen:
Nicolai er et af de største talenter jeg har haft med at gøre. Han skal kun have noget at vide en gang og så gør han det.

God og sikker start som håndbolddommer
Nicolai husker, da han startede sin dommerkarriere som 13-årig.
-Jeg var med i en gruppe af unge trænere i Skanderborg Håndbold. Lederen af gruppen sørgede for alle mulige trænerkurser. Jeg spurgte så sammen med min ven Oskar, om vi ikke kunne få lov at komme på et dommerkursus også. Det kom vi, husker Nicolai.

Vennen faldt fra, men Nicolai holdt ved og kom efter regelkurset hurtigt i gang med at dømme.
– Jeg startede med at dømme forholdsvis hurtigt. Jeg havde Dan som vejleder. Det var meget spændende, og jeg mødte mange søde og støttende mennesker.
Coronaen får dog ikke pæne ord med på vejen.
– Coronanen, den satan var der også. Jeg havde stort set afsluttet mit forløb med Dan, da den ramte – Så måtte jeg lige vente et år, siger han.

Dan Christiansen husker de første kampe. Hans første vejledning af Nicolai var i en U- 13 pige C og han fik følgende kommentarer med på vejen.

– Det var dommerens første kampe og helt igennem en god og flot præstation. Stort set langt over hvad man kan forvente af en så ny og ung dommer. Kampene var på normalt niveau, husker Dan.

Der var dog også ting, der skulle arbejdes med. Det var placering og bevægelse efter spillet for at være tæt på stedet, hvor forseelserne sker samt overblik over spillet.

Konklusionen var dog: Dommeren er klar til udvikling og udfordringer.

Netværk giver god sparring:
Nicolai Bay Kjellerup er klar over, at det ikke kun er på de 40 x 20, man udvikler sig som håndboldddommer, men også gennem den refleksion man har uden for banen både for sig selv, men også sammen med andre mennesker fra håndboldmiljøet:

– Jeg har et stort netværk inden for håndbold. Folk har en stor respekt for, at en ung dommer går ind på banen og fløjter. Mange vil gerne snakke og spørger interesseret ind til mit liv, og hvad jeg går og laver. Det er en god udviklende snak, jeg har med mine omgivelser, påpeger han.

Når han ser dommere dømme, kigger han på, hvordan de kommunikerer med spillerne og trænerne. Der bliver selvfølgelig også fokuseret på kendelserne.
Han har også et hurtigt bud på, hvad en god dommer er.
-En god dommer er en, der er god til at tale ordentligt med alle, har styr på reglerne og kan lede kampen på en sportslig måde, siger han.

Familien stod sammen i coronatiden
Han er en del af en aktiv familie, der bakker op omkring dommergerningen. De er bosiddende i Skanderborg med far, mor, lillebror og deres hund Laban. Nicolai elsker håndbold – både at se, spille og dømme. Udenfor banen går han i 9. klasse på Morten Børup Skolen.

– Jeg kan godt lide at lave mad og skrue i den gamle Puch Maxi og jeg vil gerne se håndbold, fodbold og Formel 1, erkender han.

Håndbolddommerklubben Østjyllands hjemmeside bad ham også fortælle om den coronatid, der har været så hård for os alle.

– Lige da det hele skete, var jeg på skiferie i Østrig. Hele ferien havde budt på meget snak om corona. Det var underligt at være væk hjemmefra, mens man kunne mærke, hvordan det hele eskalerede derhjemme og rundt omkring i verden.

Både min mor og far skulle på arbejde, så min lillebror og jeg skulle være alene hjemme, husker han
Jeg var først lidt bekymret for, om det ville blive træls, fordi min lillebror nogle gange kan være lidt irriterende. Vi fandt dog hurtigt en rytme, hvor vi hjalp hinanden med at få lavet vores skolearbejde og hygge os samtidigt.

Håndbold var der ikke så meget af. Vi løb nogle ture sammen og lavede styrketræning udenfor indtil at vi kunne træne lidt på græs og til sidst komme ind i hallen, siger han.

Usikker omkring ambitioner
Nicolai Kjellerup er ikke sikker omkring fremtiden som håndbolddommer
– Jeg er ikke helt afklaret endnu, da jeg ikke ved om det “bare” skal være et fritidsjob eller om jeg skal længere op ad stigen. Forude venter der måske et efterskoleophold, siger han.

Lad os håbe at de kommende udfordringer med fløjten kan motivere Nicolai til at komme op gennem rækkerne, hvor 2- dommerkampe kan vente. Her er der rutinerede kræfter, der er klar til at tage imod ham.

Her til slut tager vi Dans ros til ham en gang til: Nicolai er et af de største talenter jeg har haft at gøre med. Han skal kun have noget at vide en gang, og så gør han det!
Tak til Nicolai Bay Kjellerup for hans deltagelse i serien: ”Dommere på vej”. Du kan læse flere beretninger på HKØs hjemmeside: www.hkoe.dk under: ”Beretninger”

God jul til hele håndboldfolket