Marie Louise dømte i Sønderjylland men flyttede til Ry og blev medlem af Kreds 6- dommerfamilien

Februar 2021
Af Marie Louise Knudsen Jensen og Bjarne Hay

I vores serie: ”Nye dommere på vej”, er vi denne gang landet hos den unge dommer Marie Louise Knudsen Jensen, der tog dommerkort i det sønderjyske, men hun valgte i juni 2020 at tage springet fra Grænselandet og til Ry.
Dette er en ærlig beretningen fra en dommer, der tog dommerkort i oktober 2019 og trods et stort bagkatalog som håndboldspiller var bange for at fejle som dommer, men som sammen med vejlederen og med god hjælp fra en kvindelig dommerkollega hurtigt fandt fodfæste, kom op gennem rækkerne og nu har haft mange 2- dommerkampe.

Marie Louise er trukket i dommertøjet i hjemmet i Ry, men det har grundet corona- nedlukningen desværre lange udsigter før hun igen kan pakke tasken og tage i hallerne for at dømme kampe.

Marie Louise er 26 år gammel, og hun er vokset op i grænsebyen Kruså sammen med sine forældre og to mindre søskende. Hun er uddannet pædagog og har prøvet rigtig meget her, idet hun har været i forskellige institutioner og har bl.a. arbejdet med børn, der har ADHD. På et tidspunkt var hun støttepædagog for en dreng i 2. klasse og arbejdede i skolens SFO. I det tidsrum mødte hun sin kæreste og i juni 2020 blev de to enige, at hun skulle flytte op til Ry.
Lige nu arbejder hun i Børnehaven Engen, Toftelunden i Hørning, hvor hun er faldet godt til.

Marie Louises liv har altid været præget af stor aktivitet så vel i arbejds- som i fritidslivet.

-Jeg kommer fra en meget sports interesseret familie, hvor både min far og flere kusiner har spillet håndbold i klubben Bov IF. Jeg har derfor været meget i hallen for at se min far og ikke mindst mine ældre kusiner.
Jeg selv har lige siden 6- årsalderen spillet håndbold. Jeg startede som så mange andre med at spille på rigtig mange forskellige pladser, lige fra stregspiller til målmand, siger hun.

Træneren havde en ”overraskelse” til hende
Hun husker tydeligt den dag hendes træner kom med en ”overraskelse”. Hun spekulerede meget over, hvad det kunne være, indtil hun fik at vide, at hun skulle trække i målmandstrøjen.

-Jeg var utrolig skuffet og ked af, at jeg skulle stå på mål for det havde jeg overhovedet ikke lyst til, men samtidig blev det også en skelsættende dag for mig. Efter denne kamp på mål valgte jeg nemlig efterfølgende at træde i min fars fodspor og blive målmand. Siden den dag har jeg kun stået på mål og spillet lige fra serie 3 til 3. division, husker hun.

Der har altid været gang i Marie Louise og i håndboldkarrieren blev det til flere klubskifter, hun har ligeledes været træner siden 14 årsalderen.

I U 16 valgte jeg at flytte klub, da vi ikke var nok, fordi spillerne tog på efterskole. Jeg valgte derfor at tage til HFF Munkbrarup i Tyskland, hvor jeg spillede i 3 sæsoner. Det var både en stor oplevelse, men også en speciel en at spille i Tyskland, fordi det på mange måder var anderledes end det jeg kom fra i Bov IF, siger hun.

Hun oplevede håndboldkulturen i Tyskland med nye øvelser, og hun prøvede bl.a. at spille med timetimeout. Der blev arrangeret fællessamlinger for målmændene i klubben og opstarten før turneringen var mere grundig end i Danmark.

-Efter 3 år i Tyskland fik jeg nu fik mulighed for at spille på Bov IF’s 3. divisions damer. Jeg tog en mandag aften ned for at se dem spille, og deres målmand blev uheldigvis skadet, hvilket gjorde, at jeg fik muligheden for at spille i min gamle klub. Dette var på det tidspunkt kæmpestort for mig, og det blev et stort ja fra mig, påpeger hun.

De efterfølgende år spillede hun også Jyllandsserie og i sæsonen 17/18 spillede hun 3. division i Sydstjernen, hvilket også blev den sidste sæson for hendes vedkommende. Året efter startede hun op i Bov IF igen, men der havde hun mistet lysten til at spille.

Dommerhygge i Torsted Hallen i december 2020, bagerst fra venstre: Max Ifversen, Lene Ifversen og Marie Louise. Forrest: Rasmus Frederiksen, Caroline Schandorf og Nicolai Nydam.

Reflekterede som spiller over dommernes præstationer
Dengang tænkte hun ikke på at bliver håndbolddommer, og hun må også indrømme, at hun gennem sin spillerkarriere oplevede svingende dommerpræstationer.

-Jeg har igennem tiden haft rigtig mange dommere, og jeg har egentlig altid haft respekt for dem der dømte. Dog kunne jeg godt blive meget irriteret og sur på dommerne, når de dømte noget jeg absolut ikke mente der var, siger hun.

Hun husker dog også gode sønderjyske dommere som: Bent Petersen, Preben Wortmann og Keld Jensen.

Da jeg i seniorårene stødte på et ungt dommerpar: Michael Jeppesen og Mick Andersen fra Sønderjysk Håndbolddommerklub blev jeg ret imponeret. Det var et dommerpar, hvor jeg tænkte: ”wauw: de ser bare det hele”. I de efterfølgende kampe hvor vi nogle gange havde dem, gik jeg altid ind på banen med god fornemmelse i maven, fordi jeg vidste, at de ville skride ind mod for hårde tacklinger, siger hun.

Jeg husker en gang i ungdomsrækkerne, hvor jeg var i Kolding en hverdagsaften, hvor jeg var utrolig sur på dommeren fordi vedkommende dømte 13 straffekast til Kolding. Jeg var 100% sikker på, at der absolut ikke var så mange straffekast og at det i hvert fald også var dommerens skyld, at vi tabte. Dette var inden, jeg læste regelbogen, siger hun

Når hun tænker tilbage på den hverdagsaften i Kolding ved hun godt, at det på ingen måde var dommerens skyld, og at han ikke dømte straffekast, som han ikke mente var der.

Oplevede et tomrum og blev håndbolddommer
Da lysten klingede af oplevede hun et tomrum, der selvfølgelig skulle udfyldes hurtigst muligt.

-Jeg sad til ”Grænse Cup” i april 2019 ved tidtagerbordet og tænkte, at det da egentlig kunne være meget spændende at prøve kræfter med dommergerningen, så ville jeg kunne dømme ved sådanne stævner. Jeg skrev derfor efterfølgende til kredsen, på det tidspunkt var det kreds 8, og jeg blev skrevet op til det kommende regelkursus.

Regelkurset var en lørdag i uge 41 i 2019, og det var i Rødding. Her var jeg afsted med formanden og sekretæren fra den dommerklub jeg skulle tilhøre: Sønderjysk Håndbolddommerklub. Med var også en anden ung pige Vibeke Asmussen, som ligesom mig ville være dommer. Det var nogle lange timer, og jeg kan huske at jeg flere gange faktisk stoppede op og tænkte: ”Gud er reglerne virkelig sådan”. Regelkurset var en god afveksling mellem det teoretiske og det praktiske. Jeg mener instruktøren hed Claus, siger hun.

Bange for ikke at gøre det godt nok
Jeg husker tydeligt, at det var vildt grænseoverskridende at skulle puste i fløjten samt række både det gule og røde kort op. Derudover holdt jeg mig lidt i baggrunden, når der blev spurgt om noget i frygt for at skulle sige noget forkert. Frygten for at skulle gøre noget forkert eller ikke gøre det godt nok, mærker jeg stadigvæk den dag i dag, erkender hun.

Blot 14 dage efter kurset skulle Marie Louise i ilden.
Hun skulle til Hammelev Hallen og have to U10 pige kampe. Hun var heldigvis ikke alene, da Vibeke fra regelkurset også havde sine første to kampe der, og de to nye dommere valgte derfor at køre sammen.
De følte sig godt forberedte, da de havde været ved stranden for at lære at bruge fløjten med tilhørende markeringer.

-Vi var der i rigtig god tid og nerverne sad helt uden på tøjet, og det var utrolig svært at være i den følelse. Jeg var bange for, at jeg ikke gjorde det godt nok og skulle lave ”tonsvis” af fejl.

-Jeg havde aftalt med min vejleder Peder Skodborg, at jeg skulle være der en time før, så vi kunne hilse på hinanden og få snakket om den første kamp. Vi fik styr på rigtig mange ting inden kampen og vejlederen forsikrede mig om, at jeg nok skulle klare det, og at han var der, hvis der var noget, siger hun.

Peder Skodborg forklarede begge hold, at det var mine første kampe, og han var der for at vejlede mig.

Da første halvleg var forbi, skulle jeg snakke med ham, og jeg fik at vide, at det var rigtig fint, men at han godt kunne tænke sig at jeg bevægede mig lidt mere på banen samt kiggede på skridtkendelserne og fløjtede højere i fløjten.

Jeg arbejdede meget med det, han sagde, og fik bevæget mig meget mere i 2. halvleg, hvilket også gjorde det meget lettere for mig. Jeg fik ros fra trænerne og fra Peder, hvilket bekræftede mig i, at det ikke var helt skidt, hvad jeg havde lavet, påpeger Marie Louise.

Hun hilste også Vibekes vejleder PrebenWortmann som var en dommer hun havde haft en hel del gange som håndboldspiller og havde det fint med. Han udviklede mig senere i 2- dommerkampe i serie 2 damer og serie 2 herrer.

Efter Vibeke og Marie Louises kampe kom der en anden ung dommer ind, som også var medlem af dommerklubben, det var Mathiias Hansen og ham fik de også hilst på.

-Lige da jeg startede og rigtig mange gange derefter, og lidt stadigvæk, tænkte jeg nogle gange: ”Åh hvad tænker de andre, og er det nu rigtigt, hvad jeg laver”? Men her har jeg flere gange fået at vide: ”Ja det er rigtigt, hvad du laver. Du skal bare stole mere på dig selv, og hvis du laver en fejl så skidt med det og se fremad”, siger hun.

God udvikling som håndbolddommer:
Efter at have har været afsted 5 gange med vejlederen og dermed haft 11
ungdomskampe var hun på det tidspunkt klar til at tage afsted uden vejleder på. Det var det også starten på noget nyt. Efter de kun 11 ungdomskampe skulle hun allerede dømme seniorkampe. Hun syntes på det tidspunkt, at det var en stor mundfuld, og at det skete meget hurtigt, men hun tog udfordringen op.

-Allerede i slutningen af januar og starten af februar 2020 startede jeg med at dømme 2 dommerkampe. Jeg nåede at have 5 kampe i to- dommersystemet inden håndbolden blev lukket ned pga. corona. Inden da blev det dog tid til et gensyn med Michael Jeppesen og Preben Wortmann, denne gang som makkere på banen, husker hun.

-Hendes første med 2 dommerkamp var en serie 3 damekamp. Inden kampen snakkede Michael Jeppesen og hun en del om, hvor man placerer sig på banen, og hvad man skal holde øje med og dømme som henholdsvis bane- og måldommer. Dette var noget af en omvæltning de første gange, og hun husker, at det var utrolig svært ikke at lave dobbeltfløjt.

Jeg har brugt meget tid på at arbejde med mig selv som privatperson, men også som dommer. Jeg er en meget perfektionistisk person og vil gerne alt 120%. Det kan bare ikke altid lade sig gøre og heller ikke på en håndboldbane. Vi laver alle fejl, og det gjorde/gør jeg stadig. Vi er kun mennesker, og det er derfor vigtigt nogle gange at sige pyt og komme videre. Det skal man også gøre på håndboldbanen, siger hun.

Flyttede til Kreds 6 og så skete der også en masse
Siden jeg er flyttet til Ry og er blevet medlem af Håndbolddommerklubben Østjylland, er der sket rigtig meget. Jeg fik mine første to kampe den 22. august 2020, hvor jeg skulle ud at dømme 2 dommer sammen med min nye udvikler, Henrik Hansen.

Jeg har fået rigtig god sparring af Henrik. Efter alle kampe bliver der snakket om, hvad der er gået godt, og hvad der skal arbejdes med. Alt bliver set i et positivt lys. Det man skal arbejde med, bliver fortalt i en kontekst, hvilket er super dejligt. På den måde får man ikke et gok i hovedet, men man kan gå til opgaven med oprejst pande. Når jeg har fået en udvikling, bliver der fortalt 1-2 ting man skal arbejde med, hvilket gør det let at komme videre med, påpeger hun.

Jeg har dømt med Jakob Hansen, Lene Ifversen og en hel del kampe med Henrik Hansen. Jeg har lært at hvile lidt mere i mig selv og fået troen på, at jeg godt kan. 

Højt humør i Torsted Hallen efter en god dommerpræstation: Lene Ifversen og Marie Louise.

Marie Louise er især begejstret for at dømme med kvindelige makkere og fremhæver en kamp med Lene Ifversen i Torsted Hallen lige før jul med Henrik Hansen som udvikler.

-Inden kampen snakkede vi en del om, hvilke to hold det var vi skulle dømme, hvad vi skulle have fokus på, og hvad vi hver især skulle arbejde med. Kampen gik rigtig godt, og jeg synes det var rigtig fedt at dømme sammen med en kvinde og med en udvikler på sidelinjen i den forbindelse. Efter kampen skulle vi snakke om, hvad der gik godt, og hvad der gik knap så godt, og efterfølgende snakkede vi med udvikleren omkring dette, husker hun.

Vigtigt med tilbagemeldinger fra spillets parter:
Marie Louise reflekterer meget over de tilbagemeldinger, som hun får, ikke kun fra udvikleren, men også fra spillets andre parter. En træner var glad for, at man kunne kommunikere med hende under kampen.
Efter en anden kamp fik hun ros for, at hun gav sig tid til at vejlede de drenge, der havde det lidt svært ved reglerne. Rosen kom her i form af en mail, der var sendt til kredskontoret, det varmede.

Hun mener at en god dommer er en der bare dømmer, det der skal dømmes, men samtidig er god til at kommunikere med spillets parter. Hun synes, det er utrolig vigtigt at stå ved det man dømmer.

Jeg arbejder stadig utrolig meget med min fløjte, da den lyder meget anderledes end både Henriks og Lenes fløjte. Dette er noget jeg skal have styr på meget snart for ikke at skabe forvirring blandt trænere og spillere!

Præsenterede sig selv på generalforsamlingen
Hun har som medlem i Håndbolddommerklubben Østjylland været med til klubbens generalforsamling.

-Det var egentlig ikke HKØ, som jeg havde fået at vide, at jeg skulle melde mig ind i, men jeg “googlede” lidt på internettet og fandt HKØ. Jeg læste en del på deres hjemmeside omkring klubben og valgte at skrive til formanden Jakob Hansen, at jeg gerne ville være medlem af klubben. Han svarede hurtigt tilbage og bød mig velkommen i klubben. Samtidig inviterede han mig til generalforsamlingen, hvilket jeg sagde ja til med det samme. Jeg er meget glad for, at jeg meldte mig ind i HKØ, da det er ligesom at være medlem af en familie. Alle er venlige, søde og imødekommende, og man føler sig altid velkommen.

Fredag den 21. august 2020: Marie Louise i godt selskab til hendes første generalforsamling i Håndbolddommerklubben Østjylland. Fra venstre Caroline Schandorf, Jonas Pust og Martin Westergaard.

 -Jeg har aldrig nogensinde været med til en generalforsamling, hvor der har været så mange mennesker og så stor opbakning. Det er var en stor succesoplevelse at være med, og jeg blev taget helt vildt godt imod. Det hele blev også løsnet lidt op, da jeg valgte at rejse mig foran alle og fortælle lidt om mig selv.

Efterfølgende var der en hel del, som kom og hilste på og snakkede meget med mig, og der blev sat ansigter på dommerklubben: Torben Løvborg, Mike Thygesen, Kalle Thygesen, Ole Futtrup, Caroline Andersen, Henrik Hansen, Martin Westergaard, Lene Ifversen og en masse andre. Så jeg blev taget rigtig godt imod.

Opstartsmødet var også rigtig godt, og man lærte her mange af dommerne fra de andre dommerklubber at kende, siger hun.

Svært at holde sig i gang i corona-tiden
Selvom Marie Louise dømmer håndbold bliver der også tid til andre aktiviteter i fritiden:
-Når jeg ikke dømmer håndbold, så går jeg i fitnesscenter og jeg er også medlem af en løbeklub som samles 2 gange om ugen. I 2019 lavede jeg et vægttab på 20 kg, hvor jeg gik til fitness 6-7 gange i ugen og var med på en del hold.

Med tiden er dette dog blevet lidt mindre, da hverdagens ting nogle gange tager for meget af tiden, siger hun.

I coronatiden som efterhånden har varet længe, er det rigtig svært at blive ved at holde sig oppe, når det meste er lukket. Derfor nyder hun godt af en lang gåtur for at koble af.

-Jeg håber snart, at vi igen får lov at komme i gang både for spillerne, trænerne, dommers skyld og hvem der nu ellers er ude i hallerne, når der fløjtes i gang. Vi er mennesker, der har brug for at være sociale på mange forskellige måder, og det håber jeg vi snart igen kan være. At vi kan samles i hallerne og både dømme, se og spille det vi allerbedst kan lide, slutter hun.

Tak til Marie Louise fordi hun som ny dommer i kredsen gav sig tid til at fortælle om sig selv.